Aktiviteter
Forskellige spejdergrupper giver her deres bud på aktiviteter, der har været med til at skabe opmærksomhed om en særlig sag – det kunne være Spejderhjælpen. I er velkomne til at lade jer inspirere til at prøve dem i jeres spejdergruppe.
- Hele kommunen inviteres til tøndeslagning og fastelavnsboller en lørdag formiddag. Der indtjenes penge til Spejderhjælpen.
- Gennemføre adventurerace for de lokale unge (12 – 17 år)
- Holde høstmarked med store aktiviteter som klatrevæg, svævebane, forhindringsbane, bål, spøgelseshus, fiskedam osv. med auktion over indsamlede og medbragte genbrugs-effekter.
- Invitere børn og unge i lokalområdet med til jeres spejderaktiviteter, fx leg med formål, gode samarbejdslege.
- Lave aktivitetsbaner og –områder i den lokale skov eller park.
- Friluftsbiograf med stort lærred og film.
- Aktiviteter for børn på et asylcenter.
- SFO-arrangement på den lokale skole med fokus på natur og den gode spejderven.
- Middag for ældre i byen.
- Sodavandsdiskotek for områdets børn og unge.
- Køre med Oakcity-biler gennem gågaden (dvs. sæbekasse-biler) – evt. få lokale til at sponsorere bilerne.
- Holde et spisearrangement for spejderne og deres forældre m.fl. Spejderne står bl.a. for borddækning og pyntning af lokalet. Prisen for maden bestemmer gæsterne selv! Det indbetalte beløb går ubeskåret til Spejderhjælpen.
- Lad spejderne få indsigt i FN’s Verdensmål. Prøv kræfter med at udvikle en oplysningsindsats, aktivitet eller plan for, hvordan I kan arbejde med Verdensmålene på en måde, som giver mening i jeres gruppe.
Indtjening
Kontrakter
En god og lærerig måde at tjene penge på kan være ved at lave kontrakter.
Ugen inden spejderhjælpsugen kan du lave forskellige aktiviteter med dine spejdere, hvor de stifter bekendtskab med landet, hvor det aktuelle projekt finder sted – hvor det ligger, landets klima, sprog osv. Det er endvidere en god ide at fortælle om Spejderhjælpen, og hvorfor vi samler penge sammen og til hvilket formål.
Til slut på mødet udstyrer du dine spejdere med en kontrakt med tomme linjer til at skrive, hvilke parter kontrakten er indgået mellem, og hvilket arbejde der skal udføres i hvilken periode, og hvilket beløb der betales hvornår. Det er så ideen, at spejderne laver aftaler med deres forældre om at rydde op på deres værelse, vaske op, slå græsplæne eller lignende den næste uge. Eller de kan indgå en aftale med naboen, eller en bedstemor.
Ugen efter kommer de så til spejdermøde igen med pengene og evt. kontrakten, så I kan læse op for hele gruppen, hvad de forskellige spejdere har lavet.
Æblesalg
I den danske sensommer modnes mange æblesorter, og derfor skal rigtig mange æbler plukkes. Undersøg, om I har en æbleplantage i nærheden og forhør jer, om I må plukke nogle kasser æbler til støtte for Spejderhjælpens projekt.
Når æblerne er plukket, skal de sælges. I kan enten stille jer på en central plet i byen en lørdag formiddag, eller I kan gå fra dør til dør. Fidusen er, at køberen selv må bestemme prisen på æblet. Så afhængigt af, om de har 1 kr. eller 20 kr. i pungen, kan de selv vælge, hvad æblet skal koste.
Det er vigtigt at informere om formålet med æblesalget. Tag materialet med, der fortæller om Spejderhjælpens projekt.
Mange vil formentlig give jer et beløb uden at købe et æble, da de synes om formålet, mens andre vil spørge, om de kan købe flere æbler – særligt, hvis de ser lækre ud.
Den lokale landmand/kone
Kontakt den lokale landmand, brugsuddeler, minkavler eller plantageejer og spørg, om fx 5-10 af dine spejdere må komme forbi 6 timer en lørdag og hjælpe til med arbejdet for en fast pris. Husk at sende en leder med for at sikre, at spejderne arbejder seriøst og efterlader et godt indtryk.
Det sted, du ikke regnede med at finde arbejde, er ofte det sted, der er størst udbytte. Lav en liste sammen med dine spejdere over alle de større firmaer i området, hvor I kunne forestille jer at finde arbejde og ring efterfølgende til dem.
Husk at tage noget af Spejderhjælpens materiale med, så virksomheden kan læse mere om det arbejde, de er med til at støtte.
Udlejning
Mange spejdergrupper ejer meget godt udstyr, som vil kunne lejes ud, fx telte, bålfade, snobrødpinde, økser, cykler, førstehjælpskasser og meget, meget andet.
Undersøg, hvad der er i den kommende periode i spejdergruppens lokalområde af vejfester, festivaler og loppemarkeder, hvor det kunne være en gevinst at leje sig til noget grej, som man ikke skal opbevare resten af året. I kunne evt. sende et par spejdere med, som kan instruere i brug af jeres materiel.
Opgaven for spejderne her er at tage imod bestillinger, klargøre materiel, levere det og hente det igen.
Send os din gode idé
Vi er altid interesserede i at høre om andre og nye ideer – send meget gerne din idé og gerne med et billede til [email protected]
Spejderhjælpens sang
I 2014 skrev de to musikere Morten Fischer og Louise Dubiel en sang til Spejderhjælpen. Den hedder “Rækker hånden ud” og kan synges i forbindelse med spejderhjælpsarbejdet i grupperne. Se musikvideoen på Youtube
Hent tekst og noder her